Fremmed
Jeg kan godt lide at forestille mig at jeg er i en fremmed by i et andet land. Især et sted hvor jeg ikke kan forstå sproget. Oftest Japan. Jeg har lige nu udsigt til røde mustensbygninger, gennem et halvt ødelagt vindue. Det kunne godt være i et andet land. Sådan føles det i hvertfald nu. Fremmed.
Jeg sidder i min fars tøj. Jeg drikker kaffe og ryger cigaretter. Det ligner ikke mig. Det er heller ikke meningen. Det er mit andet jeg. Min sørgelige undskyldning for at vandre i offentligheden. Men det er rart, det føles ufattelig godt at være en anden end den man er, især fordi alle tror at jeg er den jeg er. At jeg er et uafhængigt væsen. Det er jeg ikke, jeg er nærmere et afhængigt monster. Jeg er slave af mine egne fordomme og min samtid.
Hvis jeg var i et andet land, i en stor by, kunne det være ligegyldigt hvem jeg var, for ingen ville lægge mærke til det og først i en sådan situation kunne jeg fuldt og fast være mig selv.
Jeg vil ikke realisere mig selv, jeg vil bare gerne være ærlig.