this is bones

Jeg kan godt lide at forestille mig at jeg er i en fremmed by i et andet land. Især et sted hvor jeg ikke kan forstå sproget. Oftest Japan. Jeg har lige nu udsigt til røde mustensbygninger, gennem et halvt ødelagt vindue. Det kunne godt være i et andet land. Sådan føles det i hvertfald nu. Fremmed.

Jeg sidder i min fars tøj. Jeg drikker kaffe og ryger cigaretter. Det ligner ikke mig. Det er heller ikke meningen. Det er mit andet jeg. Min sørgelige undskyldning for at vandre i offentligheden. Men det er rart, det føles ufattelig godt at være en anden end den man er, især fordi alle tror at jeg er den jeg er. At jeg er et uafhængigt væsen. Det er jeg ikke, jeg er nærmere et afhængigt monster. Jeg er slave af mine egne fordomme og min samtid.

Hvis jeg var i et andet land, i en stor by, kunne det være ligegyldigt hvem jeg var, for ingen ville lægge mærke til det og først i en sådan situation kunne jeg fuldt og fast være mig selv.

Jeg vil ikke realisere mig selv, jeg vil bare gerne være ærlig.

Verden blev ikke lammet. Det var en skuffelse.

Igen blev jeg tvunget til at møde min omverden. Jeg lugtede og så ikke godt ud, og jeg kunne se at de andre lagde mærke til det. Det var akavede samtaler og grin med grupper, jeg ikke længere passer ind i. Jeg faldt i søvn i timen, af ren og skær kedsomhed. Det er sket meget her på det seneste. Jeg tror at jeg en dag ender med at kede mig ihjel. En dag vil jeg indse at verden ikke siger mig noget længere og dø på stedet.
Min mor har altid sagt at det kun er dumme børn der keder sig. Det var på den anden side også hende der sagde at alle har en ‘vinder’ i maven.

Heldigvis falmede min verden til slørede ansigter og støj som dagen gik på hæld, og jeg fik igen min fred.

I dag er en god dag.

I dag er en dag hvor alle får muligheden for at se verden som jeg ser den. Alt og alle ligner hinanden. Og lysten til at stoppe op og snakke med andre mennesker er der ikke. Man foretrækker sit kølige hjem frem for en ligegyldig og køligere samtale med en person man dårligt nok kender.
Alle tager hjem til hvert deres og håber på at der vil blive annonceret en komplet lammelse af alt, så de helt uventet kan bruge en dag i selskab med dem selv. Misantropisk, ja.

Jeg, derimod, vælger at træde udenfor min dør i perioder som disse, da jeg kan været sikker på at jeg ikke møder andre mennesker der kræver mit nærvær. Et af de få tidspunkter hvor jeg kan få dagslys, luft og ikke mindst stilhed serveret, uden paranoia og irritation.

Den paranoia jeg oplever når jeg står på en bus og ender med at sidde ved siden af en person, der er lidt for snak-salig, og ignorerer det faktum at jeg har høretelefoner på og som, efter at jeg har bedt ham om at tie stille, bliver mopset. Eller den irritation jeg oplever når jeg efter en aften, i byen, står alene på en shawarmabar og en ung pige kommer hen og spørger om hun må stille mig et personligt spørgsmål, hvorefter jeg svarer “Nej” og hun begynder at græde.

Det er den paranoia jeg kan undgå på dage som disse.

I dag er en god dag.

Jeg er en dreng. Mere specifikt en teenagedreng.

Jeg læste en artikel hvori der stod at når man stiller op til X-Factor skal man skrive 3 interessante ting om sig selv. Jeg er glad for at jeg ikke befinder mig i den situation.

Jeg lever det trivielle ungdomsliv. En tåge hvor alle er ansigtsløse og empati er en by i Rusland.
Jeg møder op i skolen og bruger 6 timer på at lade som om at det lærerne snakker om er relevant, hvorefter jeg tager hjem til et forstadshelvede og lader som om at jeg finder den bog, min mor har købt (”Din Teenager Skal Coaches!”), interessant. Senere kommer min far hjem og fortæller om sin dag. Det er normalt her at jeg går ned på mit værelse og tilbringer resten af min dag, i selskab med den eneste person jeg bryder mig bare det mindste om.
Jeg ville ønske jeg kunne blive hernede resten af mit liv, men i morgen kommer der endnu en dag, hvor jeg skal vandre blandt de andre og endda lade som om at jeg bryder mig om det, blot med det formål at undgå endnu en “personlig samtale med fokus på mit psykiske helbred” med min dansklærer.

Jeg er en dreng. Mere specifikt en teenagedreng.